Arbejdsmiljøcertificeret
Brandis A/S blev i juni 2003 arbejdsmiljøcertificeret efter arbejdsmiljøstandarden OHSAS 18001 og Arbejdsministeriets Bekendtgørelse 923 om opnåelse af arbejdsmiljøcertifikat.
Brandis' certificering har sidenhen ændret sig til DS/OHSAS 18001:2004 med den tilhørende Arbejdstilsynets bek. nr. 87:2005.
Derved stilles der krav til Brandis A/S om, at virksomheden har en erklæret og offentlig arbejdsmiljøpolitik, der løbende evalueres og ajourføres - også omkring mål og målsætninger. |

|
Arbejdsmiljøpolitik
Gennem et systematisk og forebyggende arbejdsmiljøarbejde – ArbejdsPladsVurdering (APV), mønsterrunder og risikovurderinger - er det Brandis A/S’ politik og formål at sikre:
· At nedrivning bliver et mere sikkert arbejde for medarbejderne.
· At medarbejderne motiveres til ”naturligt” og af egen drift at anvende personlige værnemidler.
· At medarbejderne motiveres til åbent at stille krav til deres arbejdsmiljø.
· At medarbejdernes holdninger bearbejdes positivt i retning mod at lade sig uddanne til at tage vare på egen og andres sikkerhed i det daglige arbejde.
· At overholde lovgivning og andre krav der påvirker arbejdsmiljøet.
· At sikre, at ingen ansatte udsættes for unødig og større risici, end den bedste indsigt og viden berettiger til. Således at nedslidning og antallet af tilskadekomne medarbejdere fastholdes på et minimum.
· At det materiel, der anvendes er lovligt og det bedst egnede til den pågældende arbejdsopgave - på pladserne såvel som i administrationen.
· At ledelsen til en hver tid giver sin fulde opbakning til arbejdsmiljøpolitikken og til højnelse af sikkerhedsniveauet.
· At ledelsen regelmæssigt ajourfører arbejdsmiljøpolitikken.
Til realisering og gennemførelse af denne politik går ledelsen forrest med økonomisk og ressourcemæssig opbakning.
I Brandis pågår et konstant arbejde, med holdningsbearbejdning hos medarbejderne og med aktiv deltagelse af ledelsen. Formålet med dette arbejde er, at få alle til at indse, at man er sin "egen sikkerhedsrepræsentant" og at man dermed har et medansvar for sin egen og kollegernes sikkerhed.
Det er en lang og krævende proces at få alle til at forstå og deltage aktivt. I Brandis afholdes regelmæssige medarbejdermøder og det anses som positivt at underrette sikkerhedsleder eller -repræsentant, såfremt firmaets politik ikke overholdes.
I Brandis skal medarbejderne komme helskindet hjem til familien efter endt arbejdsdag.
Kvalitet- og miljøsikring
Brandis A/S har udviklet sit eget kvalitets- og miljøsikringssystem. Kvalitets- og miljøsikringssystemet er udarbejdet, så Brandis lever op til kravene i By- og boligministeriets bekendtgørelse nr. 202 af 23. marts 2000, baseret på principperne i ISO 9002 og NMK 96, Nedbrydningsbranchens Miljøkontrolordning.
God kvalitet måles af omverdenen. Brandis søger gennem god håndværksmæssig udførelse og kontinuerlig uddannelse af virksomhedens medarbejdere at gennemføre opgaver i overensstemmelse med vore kunders forventning. Det er til stadighed Brandis' mål at blive betragtet som en seriøs miljø- og kvalitetsbevidst virksomhed.
For at sikre et højt kvalitetsniveau udarbejder Brandis inden arbejdets udførelse en sagsspecifik kvalitetsplan, som beskriver hvad, hvornår og hvordan kvaliteten kontrolleres. I forbindelse med afleveringen af et stykke arbejde fremlægger Brandis dokumentation, der bekræfter, at håndtering af bygningsdele og deponering er foregået korrekt for kunden. |